Jeg følte at det var et nederlag og at jeg ikke længere selv kunne kæmpe med min Trikotillomani. Men en stigning med angst i hverdagen, for om nogle skulle give den hat af jeg gik med dagligt, fordi håret ikke kunne sidde mere ved hjælp af spænder, uden at vise alt det hår jeg manglede, steg.
Jeg følte jeg lukkede mig mere og mere inde og ville helst ikke være sammen med andre end min familie.
Jeg valgte at snakke med Vilas Parykker om hvad de egentlig kunne tilbyde mig, og hvad det ville sige at bruge paryk. Det var hårdt, at føle man gav op, men det var det bedste valg jeg har taget i meget lang tid.
Jeg vidste jeg ville være åben om, at jeg bruger paryk fra starten, da det absolut ikke skulle være noget jeg var flov over. Derudover har jeg også en aftale med mig selv om at jeg stadig ville poste billeder uden paryk, for det er to sider af mig som jeg holder meget af!
Men det at bruge paryk er blevet så vigtigt for mig, det gør jeg kan tage i skole, være sammen med folk, ud og handle og klare almindelige dagligdagsaktiviteter, uden jeg skal have 1000 tanker som hver fortæller mig om alle de ting jeg skal være bange for.
Selvom jeg aldrig ville lyve og sige jeg hellere ville have paryk end mit eget hår, så det en tryghed for mig når jeg har nogle dårlige perioder i mit liv, som hjælper mig godt igennem dem, så der er den mindre ting at tænke på!
Tak Vilas Parykker (The Dream Team)
