Skrevet af: Rebecca M. Villebro
Mit navn er Rebecca Villebro. Jeg er 26 år gammel, og til dagligt arbejder jeg som uddannet Social og sundhedsassistent. Jeg har siden oktober 2017 brugt paryk. Men hvorfor bruger jeg egentlig paryk? Jeg lider af en sygdom som hedder Trikotillomani, som resulterer i at jeg af et markant hårtab, og lige nu, absolut ingen hår har. Dette startede da jeg gik i 7 klasse. Jeg var ikke mere end omkring 13 år gammel.
Men hvad er Trikotillomani egentlig?
”En psykiatrisk lidelse, der pga. impulsstyret hårpluk fører til betydeligt hårtab og påvirker personens samlede trivsel negativt”.
Altså det korte af det lange: Jeg hiver mit eget hår ud.
Da jeg var yngre, kunne jeg ikke forstå hvorfor jeg gjorde det. Jeg troede jeg var den eneste som stod med dette og at jeg var ”underlig”. Jeg valgt en dag at gå på internettet for at finde bare nogle svar på hvorfor jeg var som jeg var; og der stod det. Trikotillomani. Jeg læste om det og kunne mærke hvordan jeg kunne puste ud. Der var et navn på det. Der var andre som havde det. Jeg var ikke alene.
Jeg kunne pludselig snakke med folk som forstod præcis hvad jeg mente når jeg prøvede at forklarer mine følelser, og hvordan jeg havde det. Ikke folk som konstant smed sætninger efter mig som:
”Hvorfor stopper du ikke bare?” eller ”Det bare en dårlig vane”.
Jeg begyndte at miste mere og mere hår som tiden gik, og resulterede i jeg fik skaldede pletter. Min mor prøvede ihærdigt at dække dem med fletninger og forskellige hårstile som hun lærte sig selv på nettet. (Jeg har den bedste mor).
Da dette ikke længere kunne lade sig gøre, begyndte jeg dagligt at gå med hue. Jeg havde så lidt hår at jeg ikke kunne dække det.
Dette betød dog at min farmor begyndte at strikke huer til mig i alle verdens farver, så jeg havde nogle forskellige hele tiden. (Jeg har også den bedste farmor).
Men frygten for at folk ville hive min hue af, eller de spørgsmål som begyndte at komme, steg min angst når jeg var i skole. Jeg havde svært ved at trække vejret, og fik næsten angstanfald når jeg var i skole. En dag fik jeg nok, og kontaktede min far som hentede mig. Han spurgte mig så: ”Rebecca, skal jeg ikke få din lærer til at fortælle klassen hvad der forgår?” og på dette tidspunkt var jeg så træt og udbrændt at jeg var ligeglad med at folk vidste det, jeg kunne ikke holde til at holde det hemmeligt mere. Derfor sagde jeg ”Ja”.
Det var det bedste valg jeg har taget, og har formet mig til det menneske jeg er i dag. Jeg er ikke, og vil ikke være flov over min sygdom. Jeg vil sprede ordet, så den lille pige som går og ikke ved hvorfor hun gør som hun gør, kan se at hun ikke er ”underlig” og at der er andre som hende.
Hvorfor få paryk?
Da jeg valgte at få paryk, var det grundet jeg havde brug for at føle mig som mig selv. Jeg holder af mig selv både med og uden hår, men jeg elsker og jeg savner mit hår. At gå med paryk var fra starten af et nederlag for mig. Jeg måtte indse at som det ser ud nu så har jeg bare ikke mit eget hår. Men min paryk gør at jeg kan føle mig bare en smule som mit gamle jeg, og have en semi normal hverdag.
En ting har dog altid stået mig klart: Jeg vil altid være åben om at jeg bruger paryk, og jeg vil altid være åben om min sygdom. Jeg vil ikke lade sociale medier, normer og standarder sige at jeg ikke er god nok. Det vigtigt at være åben, men også at være sårbar. Det meget svært, for man giver folk en mulighed for at finde dit svageste punkt. Men der kommer langt bedre ting ud af det.
Hvis jeg er åben over at jeg lider af TTM og at jeg bruger paryk, og jeg er villig til at svare på alle de spørgsmål som folk har (tro mig, der er mange) så mindsker det muligheden for at folk selv finder på deres egne ting, historier, rygter og konklusioner.
Jeg håber jeg en dag får mit eget hår igen, men indtil da, så ser jeg bare pisse sej ud i en paryk i stedet!
Tak til Vilas Teamet for at være de mest fantastiske og hjælpsomme mennesker! Jeres arbejde går ikke ubemærket hen.
